Æresmedlem – Gert Stahl Jacobsen

Gert Stal Jacobsen – Æresmedlem
Gert og formand, John Østergaard
En meget ung Gert – Også med en gedde.

Udnævnt: 26/01-2023 på ordinær generalforsamling med følgende kommentar:
For sit store og mangeårige engagement og sit store hjerte for Køge Sportsfiskerforening.

På generalforsamlingen, hvor Gert var dirigent, rejste Bjarne Christiansen sig pludseligt op – til stor overraskelse for dirigenten og de fleste medlemmer – og sagde følgende:

”Jeg blev en dag ringet op af en mand, der spurgte, om ikke jeg kunne sige et par ord om Gert Jacobsen. Han mente at jeg kendte ham fra gamle dage, dengang jeg var rigtig fiskerikontrol med rigtigt skilt med kongekrone og beføjelser dertil.
Jeg måtte tilbage til firserne for at finde noget; Jeg tog min Grå/ Hvide sweater på og tænkte: “Den må da kunne lede mig på vej”.
Dengang i firserne var der mange juniorer— bl.a. Gert og hans lillebror, Henrik, Per Egelund, Per (politimand) og mange flere.
Der var også en lille gut (husker ikke navn) der kom på cykel fra Himlingøje. Denne gut fangede en havørred på ca. 3 kilo. Det så fantastisk ud da han stolt cyklede hjemad med fisken på styret. Håndtaget ind i gællerne og håndtaget ud af gabet. Nå Gert og hans lillebror var altid pæne i tøjet, men om de fangede noget ved jeg ikke, men hvis den pågældende mand havde ringet for 40 år siden kunne jeg måske huske lidt mere.
Gert har jo også andre talenter udi kropsbevægelser. Har da mødt ham i en lade i Leestrup til linedance. Men igen kan jeg ikke huske om han bare var bænkevarmer eller deltog på lige fod med os andre. Den nuværende Gert ser man som Å-fortæller og geddefisker med spand med motor til agnfisk. Han møder også op til alle de andre arrangementer, hvor jeg ikke har tid. Gert har altid været en ordentlig dreng og er det vel stadig.
Tillykke med det der kommer.
PS.  Manden, der ringede, var formanden.”

Herefter fulgte Jørgen Gulbrandsens tale:
“Jeg har kendt Gert i mange år – Mest fra havture og mit første minde om ham var på en havtur, hvor hans grej var gået itu og han lånte en stang af mig og derefter fangede en torsk på 13 kg. Har endda også stået ved siden af ham, hvor han fangede en på 24 kg.

De sidste 15-20 år har jeg været revisor for foreningen med Gert som kritisk revisor. De senere år med Dennis som kasserer har det været nemt, da alt har været i skønneste orden.
Men tidligere har det nogle gange været ret uoverskueligt for mig, men Gert har splittet regnskabet ad og sat det sammen igen og så stemte tallene.
Gert har et kæmpe overblik og har gjort rigtig meget for foreningen på mange måder i rigtig mange år. Derudover er Gert både en dygtig og alsidig fisker”.

Herefter fulgte Michael Dangkels tale:
”Kære Gert.
Jeg vil starte med at tale lidt om mig selv.
Jeg er i tvivl om det var i 1973 eller 1974 jeg blev medlem af KSF. Der var jeg junior indtil jeg kom i puberteten. Så begyndte jeg at spille i musikbands og jage piger. Da det var overstået, kom jeg tilbage til KSF. Men så kom der hunde i vejen og væk var KSF igen. Jeg har stadig hunde men er kommet tilbage til KSF. Nu kan jeg snart få et pensionistmedlemskab, så nu gider jeg ikke melde mig ud mere. Jeg er ikke 100% sikker på, at du aldrig har været meldt ud siden du meldte dig ind, men det tror jeg ikke du har. (Redaktion: Korrekt – Aldrig været meldt ud).
Nu gør et langt medlemskab jo ikke, at du skal være æresmedlem, men det gør din personlighed.
I alle de år jeg har været medlem, har du altid været der. Tro mig, når jeg siger, at du altid har været et positivt bekendtskab. Jeg ville rigtig gerne havde kommenteret på Gert’s tid som Juniorleder, men for at sige det som det er kan jeg ikke huske det fra den tid.
Derfor tog jeg kontakt til Per Schröder, som du har været juniorleder sammen med.
Han kunne desværre ikke bidrage med så meget. Per er gift med Heidi som gik i min klasse i folkeskolen. Men Gert var så gift med en klassekammerat som Per gik i, det viste jeg ik’.
Jeg er sikker på Per har nogle gode historier om Gert, men Per er politimand, så der kom ikke mere ud der. Jeg ved egentligt ikke hvorfor vi altid kaldt dig Gedde-Gert.
Jeg ved ikke hvor mange fiskere du har hjulpet ved Tryggen – Det tror jeg ikke kan tælles i hundrede, men nok snarer i tusinder.
Du er den der går og fisker stille og roligt, så ser du en eller anden – ung som gammel – og ser det her går ikke. Du kontakter vedkommende og siger, prøv lige den her krog, prøv lige at kast der hen, eller skift lige den agn ud med den her orm.
Det at du laver ”kend din å” hvert år, det er også et kæmpe plus for KSF.
Gert – Du har det største hjerte for KSF, og du har fået rigtig mange til at melde sig ind i KSF.

Det er enkelte gange, hvor du gerne vil have dine private ture. Det kan godt være lidt op af bakke. Du er jo et kendt ansigt, så folk holder øje med dig. Flytter du til et andet fiskested, ja så følger folk efter dig.
Gert laver faktisk også en masse lobbyarbejde for KSF. Han er ikke i bestyrelsen, men prøver i den grad at hjælpe KSF til at få et nyt klubhus, og så kender han også rigtig mange lodsejere, som både skal være glade og tilfredse, men også i forbindelse med nyt fiskevand gennem tiden.

Hvis nogen som helst skulle være æresmedlem af KSF, så er det dig Gert – Det er fuldt fortjent.”

Herefter fulgte Jesper Stenkildes tale:
”Kære Gert.
Jeg har igennem årene været med i mange foreninger, og jeg har sjældent set et medlem gøre så meget for en forening som dig.
Du har været med gennem det meste af KSF’s historie. Der har været gode tider, men der har også været svære tider for foreningen, hvor det har set sort ud, men du har hele tiden været der og hjulpet foreningen på ret køl.
Nu har vi lyse tider, en god økonomi, en god bestyrelse og der er også ved at være fisk i vandet 🙂
Du har lagt en ihærdig kamp for et nyt klubhus og jeg tænker vi er tættere på end nogensinde – på grund af dig.
Du er en person man betror sig til, jeg har gennem tiden set medlemmer komme til dig, for at få alverdens råd, som ikke har noget med fiskeri at gøre, og det er fordi, at du er et menneske man stoler på.
At du er en god lystfisker, er ingen vidst i tvivl om – Du har vundet klubmesterskabet.
Jeg mistænker dig – hvad klubmesterskabet angår – lidt for at slække lidt på speederen for at lade andre komme til.
Jeg har luret at der skal være noget levende i enden af din stang, enten en reje, en skalle eller en orm. Du er ikke til noget af det der nymodens gummiagn.

Når du er ved åen og møder en ny fisker, der fisker med prop og en lille pirk under, så går du hen og siger: ”Hej vil I ikke låne en krog og en orm?”. Så fanger de en fisk, de er glade og du er glad.
Du elsker ganske enkelt at se andre have en god oplevelse ved vandet.

Tillykke Gert – Du fortjener det.”

Herefter fulgte formandens, John Østergaard, tale:

”Kære generalforsamling.
Vi har netop hørt en række gamle medlemmer af Køge Sportsfiskerforening fortælle om Gert og hans arbejde for KSF gennem mange år – Ja faktisk helt siden dengang Gert var en ung knægt. Selv juniorleder har Gert været.

Nu ville det føre for vidt at gengive alle de menneskers udsagn vi har mødt, i et forsøg på at beskrive Gert som menneske og KSFér, men hvis vi skal nævne nogle enkelte af de ting, som går igen både hos dem vi har hørt i aften og hos dem jeg personligt har talt med, så er beskrivelsen af Gert meget det samme: Dygtig fisker, kæmpe KSF-hjerte, klubbens mand, meget hjælpsom og har altid hjulpet virkelig mange nye lystfiskere ved åen, så de får en god oplevelse. Så sent som forleden mødte Poul-Erik et nyt medlem ved åen, der også var blevet hjulpet godt i gang af Gert. Det er åbenlyst ikke noget, der kun hører fortiden til.

Jeg vil gerne citere en tidligere formand, Niels Thers. Han kunne desværre ikke være her i dag, så her er hans ord om Gert:
”Gert er en rigtig dygtig lystfisker. De år, jeg har kendt og fisket sammen med Gert, har han altid været en god fiskekammerat og klar til at hjælpe andre med råd og tips. Vi ved ikke, om han mon også beholdt lidt for sig selv 😊. Gert har altid været en klubbens mand og delt ud af sin viden og hjulpet til med mange ting. Her de seneste år har han også hjulpet os ældre fiskere ved det, at han har fået sat bænke op langs Tryggevælde Å, så man kan sidde ned og fiske, og måske få sig en lur. Det er fuldt fortjent, at Gert nu bliver æresmedlem – Med det store arbejde han har ydet.”

Personligt har jeg som formand kendt Gert siden 2015 og mit første rigtige møde med Gerts store KSF-hjerte var dagen efter jeg blev valgt som formand, hvor Gert ringede til mig og forsikrede mig om, at hvis jeg havde brug for historisk viden, regler om forenings eller bestyrelsesarbejde, eller jeg personligt havde brug for sparring omkring svære beslutninger, så skulle jeg bare række ud.

Siden har der været situationer, hvor historisk viden var nødvendig, hvor jeg personligt havde behov for sparring, og ikke mindst hvor hele bestyrelsen har været i tvivl om specifikke regler. I alle tilfælde har din rådgivning været med fokus på KSF`s langsigtede interesser, og særligt med fokus på hvad der gavnede KSF´s medlemmer.

Jeg husker bl.a. din dirigent rolle på generalforsamlingerne i mange år efter Holger. Du har den stadigvæk og på nær lige i dag, hvor du af gode grunde ikke kendte dette punkt, har du ledet generalforsamlingen med sikker hånd. Altid velforberedt.

Du er kritisk revisor, hvor du gennem mange år med skiftende kasserer, har holdt dem alle i hånden.
Du er med til at pleje vores forhold til vores lodsejere, herunder altid med på julerunden. Det er et supervigtigt arbejde, og du mestrer det.

Dit virke for KSF har også været ude ved vandet. Den årlige tilbagevendende begivenhed ”Kend din å” er din opfindelse, hvor du beredvilligt deler ud af din store viden om fiskeriet i Tryggevælde å.

Du har heller ikke på noget tidspunkt været bange for at tage fat. Bl.a. er du næsten altid at finde, når vi skal have lavet fiskepladser og adgangsveje.

Specielt en dag husker jeg tydeligt – En dag jeg kom forbi ved slusen for at tjekke dagkort. Hvem stod der med sit Storm P redskab og ledte den meget store mængde grøde ud, der altid samler sig ved slusen i det tidlige efterår, og kan være den sidste årsag til at der kommer et iltsvind i den nederste del af Tryggevælde å – Det gjorde såmænd Gert.
Du knoklede ene mand i flere timer og gav først op da den sidste grøde var ledt ud af åen. 

Som alle ved, så gik Holger bort sidste år; Køge Sportsfiskerforenings eneste æresmedlem hidtil. Holger satte standarden for hvad det kræver at blive æresmedlem i Køge Sportsfiskerforening.

Gert – Du lever op til samme standard og derfor er det mig en ære at kunne sige, at en 100% enig bestyrelse har besluttet at udnævne dig Gert til æresmedlem i KSF, på grund af din store og mangeårige indsats for KSF, og absolut ikke mindst dit enorme hjerte for KSF og KSF’s interesser.”